Ofte undgår personer med angst de situationer, der fremkalder angsten. Hvis man bevidst og under kontrollerede forhold vælger at gå ind i de situationer, der medfører en smule angst, kan man sende signaler til hjernen om, at der ikke er ”fare”. Eksponerer man ofte nok, vil hjernen til sidst acceptere, at personen ikke er i fare i en given situation. 

Det kan derfor være en god ide at starte med at udvælge et område, som borgeren ønsker at arbejde med, og bryde det ned i mindre situationer, så det bliver så overskueligt som muligt. Herefter kan man med fordel hjælpe borgeren med at sætte tal på sine bekymringer for de enkelte situationer, fx på en skala fra 1-10. Man kan så starte med at udsætte borgeren for de situationer, borgeren vurderer omkring 4-5, og herfra arbejde sig opad.